NEAT

En klassisk fejl jeg ofte selv begår, er at overse den her fantastiske form for bevægelse der i daglig tale kaldes for NEAT. NEAT er den form for bevægelse vi ikke medregner som motion. Det kan være cykelturen på arbejde, gåturen med hunden, leg med børnene, skidtene på jobbet osv. Den bevægelse der naturligt hører med i vores hverdag, det er NEAT.

Udover at NEAT har en positiv effekt på vores bevægelse og forbrænding i løbet af dagen, er det også en af de faktorer, der er med til at gøre min hverdag rigtig god. Det der med at få sig bevæget kontinuerligt i løbet af dagen er ganske enkelt med til at holde mig i bedre humør, mindre rastløs og mere openminded. Derfor har jeg også gjort det til en vane at tage cyklen på arbejde, eller når jeg skal ned at handle. Gå en tur hvis jeg føler mig træt eller i dårligt humør. Stå op på arbejde, når jeg har noget, jeg skal ordne på computeren. Fylde min vandflaske i den anden ende af bygningen og andre småting der gør, at jeg helt naturligt får mig bevæget mere i løbet af dagen og holdt mit humør oppe. NEAT er altså blot et fancy ord for den motion vi får helt naturligt gennem vores almindelige hverdag. For mit vedkommende er den med til at holde mig igang, til at give mig energi og gåpåmod. Måske nogle kan nikke genkendende til tendensen til lige at tage bilen på arbejde, eller ned i byen fordi det regner, eller fordi man er lidt træt, det hænder i hvert fald af og til for mig. Jeg kan så også tydeligt mærke om aftenen, at jeg ikke har fået bevæget mig så meget i løbet af dagen, som egentlig er mest optimalt for min krop. 

For mig er NEAT derfor en stor del af sund balance i hverdagen. Det giver mig overskud og energi samtidig med at jeg får mig bevæget og brugt min krop. En naturlig og kontinuerlig bevægelse i hverdagen er desuden også med til at holde min snacktrang på afstand, da jeg bliver tilfredsstillet gennem en blanding af frisk luft og bevægelse. Så hvis du måske er lidt ligesom mig, så kan det være at en forøgelse af din NEAT ikke ville være så tosset endda.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *